Thomas B`s Blog

Thomas B`s Blog

torsdag den 16. oktober 2014

Lidt fortælling om savn af maskulinitet og hvorfor jeg er feminist.

På det seneste har jeg gjort mig mange tanker, om det at være mig eller måske nærmere mange tanker om det mig jeg har søgt i en del år, men aldrig fundet. Mit maskuline jeg, - manden i mig. På hjemmesiden usynligear.dk, hvor jeg fortæller min historie omkring de seksuelle overgreb i min barndom kommer jeg også ind på, at jeg aldrig har følt mig rigtig maskulin, følt mig som en "rigtig" mand. At jeg har ligget under for hvad jeg oplevede som maskulinitet i den verden jeg er vokset op i. Herunder at mænd ikke kommer i den afmagtssituation, som det er når man bliver seksuelt krænket. Jeg er endda vokset op i en politisk meget aktiv familie og med en far der gik meget op i ligestilling og ligestillingspolitikken der i halvfjerdserne. Det var så mest i ord skal det siges. Det der med ligestilling i praksis var der alligevel nok ikke så meget af i mit hjem :-) Det eneste sted jeg følte mig, som en "rigtig" dreng/mand var når det handlede om sport ikke mindst fodbold, så det brugte jeg næsten alt min tid på. Men når det kom til mit følelsesliv var jeg ikke andet end en bange lille dreng, en medløber der prøvede ikke at stikke udenfor rammerne. Følelserne blev pakket ind. De andre skulle jo ikke se hvor hunde hamrende ræd jeg var for at komme i slåskamp. At jeg var bange, en slapsvans af en dreng. Jeg husker kun en slåskamp i min skoletid i 3 eller 4 klasse. Jeg husker jeg var presset og i en situation,hvor følte mig nødsaget til at bevise mig selv. Det endte selvfølgelig med jeg fik store klø og følte mig ydmyget der midt i skolegården. Siden da er det lykkedes mig at undgå slåskampe, men det var en evig kamp, at snige sig udenom.

Jeg har gennem hele mit liv, brugt uanede mængder af energi på at falde ind når jeg var sammen med mænd. Bestræbe mig på at være mand sammen med de andre mænd, men jeg har faktisk følt mig allermest afslappet og tilpas blandt kvinder. Her følte jeg mig som en mand eller måske var det faktisk det sted jeg følte jeg at kunne være MIG. Fordi det er accepteret at vise følelser ( for mig  i mange år det samme som svaghed) i det selskab. At udtrykke sine følelser. Derfor har jeg også haft mange pigevenner, veninder fordi jeg har haft brug for det frirum. Her kunne jeg puste ud. 

Det er blevet bedre med tiden. Jeg er blandt andet gennem terapi, livserfaring og ved at træffe målrettede valg blevet bedre til at acceptere mine følsomme sider. Men det er stadig en kamp. Specielt når jeg er "ude i verden" Både fordi jeg til stadighed ligger under for egne forventninger til hvordan en mand er og agerer,  men bestemt også fordi den verden vi lever i fortsat fodre mig med bestemte forestillinger om, hvad der definerer hvad det vil sige at være henholdsvis mand og kvinde.

Jeg er uddannet pædagog og arbejder sammen med mange kvinder, da jeg arbejder i daginstitution. Et arbejde jeg er vildt glad for, men jeg er ofte blevet mødt af spørgsmålet om det ikke er hårdt altid at være sammen med så mange kvinder. Jeg bliver provokeret hver gang ! Hvorfor i alverden skulle det være det ? Er kvinder specielt hårde at være sammen med og i øvrigt, hvem tror jeg havde valgt det her fag hvis jeg ikke kunne trives blandt kvinder. Så havde jeg da været lidt en idiot. Tænker iøvrigt at kvinder i mandefag møder det samme spørgsmål og derudover bliver de så nok også mødt med en del skepsis. Kan de nu klare det samme job, som mænd ? Jeg er så priviligeret at jeg for det meste bliver mødt med et, fedt. Dejligt med en mand. 
Jeg bliver til stadighed provokeret når jeg bliver kaldt en tøs eller tøsedreng uagtet, at mine venner gør det med en smiley i røven. Den ene del af mig har stadig en vej at gå før rodfæstet, selvværdet er så godt, at jeg ikke falder i fælden og ser det som et udtryk for at jeg ikke er mand nok. Det er nemlig som oftest i forbindelse med at jeg udtrykker en følelse. Den anden del fordi det derfor er et nedladende udtryk møntet på kvinder er svage. Jeg kender heldigvis, lige så mange sindssygt stærke kvinder som mænd, som jeg beundre og inspireres af.

Jeg vil egentlig helst ikke puttes i en bås.  Jeg vil bare gerne have lov at være mig og sådan synes jeg det bør være for os alle og derfor er jeg feminist. Mange bliver helt skæve i ansigterne og rynker på næsen når talen falder  på feminisme. Har vi ikke ligestilling ? Skal kvinder og mænd nu til at være helt ens ? Det bliver da så kedeligt !

For mig er feminismen og det feminisme står for netop med til at styrke mangfoldigheden. Sætte kønnene fri af de fastlåste roller vi har i dag. Privilegier og pligter skal ikke hænges op på køn. Vi begrænser os selv, som mennesker når definitionen af  hvem vi er bæres oppe af automatismer i den den kultur vi er en del af. Vi får en langt større dynamik, både mellem kønnene og mellem mennesker generelt, hvis vi gør os fri af de lænker. Vi vil blive mere rummelige, en rummelighed der er stærkt savnet i vores samfund, hvis man spørger mig.

Krøllen på halen i alt det her er ikke, at jeg ville have fået et problemfrit liv, hvis bare jeg som dreng var blevet mødt i en kontekst, hvor det var almindelig accepteret, at alle mennesker har følelser og at det er sundt og godt at udtrykke sin sårbarhed uanset køn og uanset hvilket køn man er blandt. Jeg søger bare forklaringer på, hvorfor jeg har haft så svært ved at acceptere mig selv, som jeg nu er og så vil jeg rigtig gerne slå et slag for feminismen.





søndag den 17. august 2014

Parden my french, men fuck den der reptilhjerne !

Efter jeg for alvor begyndte konfrontere mine senfølger efter de seksuelle overgreb, har en af de ting, der har slået mig aller hårdest været min manglende evne til at handle på noget af den viden jeg har tiltaget mig. Min nogen gange manglende evne til at kombinere min viden om den skade jeg har lidt i forhold til at indgå i en tæt relation til et andet menneske med den måde jeg rent følelsesmæssigt reagere på. Sådan rent per automatik. Det kan æde mig op indefra, at min viden kan være forud, men at jeg rent følelsesmæssigt stadigvæk handler på reptilhjernens instinkter og forsvarsmekanismer.

De forsvarsmekanismer og instinkter der hjalp og hjælper til overlevelse, når man er udsat for seksuelle overgreb. Herunder, at man er i stand til at lukke af og lukke ned overfor den der gør en fortræd. Reaktioner der var relevante under mine oplevelser, som barn. I dag, som voksen er de selvsamme reaktioner med til at forhindre mig i at få en helt tæt relation til et andet menneske. Tæt relation, som i et forhold til en kvinde. Det gør ondt.

Jeg er i dag i stand til at åbne op og fortælle om overgrebene. Hvad de har gjort ved mig, hvordan de har skadet mig. Jeg evner, i et vidst omfang at åbne op for mine inderste tanker omend det ikke altid er uden sværdslag. Jeg tænker, at hvis et andet menneske skal binde an med mig må jeg spille med åbne kort. At det vil være unfair ikke at gøre det, for det er ikke uden omkostninger at binde an med et menneske, der er skadet, som jeg.

Jeg har aldrig i mit voksenliv oplevet, at jeg er blevet set ned på eller gjort fortræd når jeg har åbnet op og fortalt. Tværtimod ! Det er altid blevet taget godt imod. Det burde give mig modet til at give mig hen, give slip, men det stik modsatte sker. Det er ligesom om jeg går i krampe, bliver paralyseret og lige så stille lukker jeg skodderne ned. Evner ikke at tage imod den kærlighed jeg bliver mødt med. Mine følelser bliver stadig fodret af angsten for at blive svigtet. En del af mig tror på det når jeg får at vide jeg er elsket, at jeg ikke bliver svigtet, - bare ikke den der fandens reptil hjerne og det er stadigvæk den der i forhold til relationer har overtaget.

Har ofte haft og har stadig et kæmpe savn og ønske om at kunne indgå i en tæt relation med en kvinde igen. I virkeligheden handler det måske om at den tætte relation jeg har brug for, den tætte relation til mig selv. Min egen accept.


Ved det ikke, men kampen og terapien fortsætter og måske hvis jeg er heldig, så en dag <3 Jeg er knap så tålmodig, men heldigvis er jeg stædig og de gode tætte venner og familien har jeg heldigvis.

lørdag den 17. maj 2014

Kan man smile på vej til skafottet ?

Nogle gange spiller livet en et pus og sparker benene væk under en, hensætter en i en tilstand af chok. For mig har de seneste 10 måneder har været rejse mellem himmel og helvede. Fra lettelse til gråd og videre til håb og tro.

Da jeg tilbage i august 2013 lancerede hjemmesiden usynligear.dk sammen med mine to fantastiske venner Pernille Gyldensøe og Louise Benner var det for mig en milepæl i mit liv. Jeg fik sat ord på de senfølger, der havde forfulgt mig efter seksuelle overgreb i min barndom. Tanker og følelser der krævede opbydelse af alt mit mod for at lægge frem til offentlig skue. Netop derfor sagde jeg også i en video på hjemmesiden, at jeg følte, jeg med min fortælling frisatte mig selv. Jeg troede, at jeg med hjemmeside ville får frigjort en masse energi, ville få det selvværd, jeg altid har savnet. Jeg troede at nu ville det gå fremad med mine sociale relationer, med min tillid i relationer til andre.At jeg ville møde verden med større overskud.

Lidet skulle jeg vide, at jeg tog så grueligt fejl. Det eneste jeg satte fri var de senfølger jeg ikke havde fået beskrevet på vores hjemmeside. Senfølger jeg endnu ikke havde fået sat ord på og bearbejdet gennem terapi. De ramte mig som en boomerang og med en kraft jeg ikke troede mulig. Jeg har grædt og grædt og været helt nede og vende, men heldigvis er helt nede for mig ikke længere dernede, hvor der ikke er håb. Der hvor livet ikke giver mening. Tværtimod så giver det jo fantastisk god mening. At jeg ved at dele min historie og de senfølger jeg er afklaret med og kan tale højt om, frigjorde plads. For det kræver plads rent mentalt, at frigøre fortrængninger, at få dem frem i lyset, se dem klart og kunne bearbejde dem.

På tirsdag går det så løs. Jeg har nemlig forpligtet mig til at gå i gruppeterapi de næste halvandet år på CSM ( Center for seksuelt misbrugte ) og jeg er dybt taknemmlig over jeg har fået den mulighed. Men her og nu er det enormt ambivalent for det føles, som om jeg er på vej til skafottet. Vi skal nemlig lægge ud med hver især at berette om, hvad det er, der blokerer for, at vi kan leve frit. Vi skal fortælle om, hvad vi har brug for hjælp til. Det er så stærkt grænseoverskridende, at fortælle det til 8 fremmede mennesker. Det sås tydeligt på mig ved  formødet i tirsdags og ene psykolog spurgte bekymret - "kommer du i næste uge" ?
Svaret var enkelt, -  ja, jeg gør. Det føles nemlig helt rigtigt. Mine formøder med de 2 psykologer og to af mine meddeltagere har gjort mig sikker. Sjældent er jeg blevet mødt af så kompetente psykologer, der ved hvad de har med at gøre. Jeg føler allerede et fællesskab og ansvar overfor både de 2 deltagere jeg har mødt samt de 2 psykologer og det er det det hele handler om. Forpligtigelsen ! Ikke bare overfor mig selv, men overfor de 8 andre mennesker i det lokale. Både psykologer og  de øvrige deltagere. Der er ingen vej tilbage. Jeg kan ikke manipulere med dem, som jeg kan når jeg sidder overfor en enkelt psykolog. Vi er nemlig fælles i det her og vi sætter alle noget på spil.

Så svaret på overskriften er et klart, JA. Jeg glæder mig til de næste halvandet års rejse. Også selv om jeg på tirsdag skal have hjælp for at fortælle om mig selv og også selv om det bliver hulkende og grådkvalt. Hvem ved måske kan man om halvandet års tid læse om de ord jeg tirsdag får fremstammet på usynligear.dk. :-)

torsdag den 20. marts 2014

Det rene knald !

Om så samtlige regeringer og samtlige lovgivende forsamlinger i verden vedtog et generelt forbud mod salg af narko, så ville forretningerne fortsætte om ikke uanfægtet, så i hvert fald i et sådant omfang, at det ville stå klart for enhver, at et sådant forbud er håbløst ”


Sådan lød det i JP`s leder den 5. marts. Eller næsten, - for herover er ordet prostitution, så bare udskiftet med ordet narko. Velkommen til en verden af testoteron, arrogance og et menneskesyn på neandertalerniveau, velkommen til sammenkomst i mændenes loge for bevarelse af den mandlige selvforståelse, - Vi blev født med retten til sex, hvor vi vil, - når vi vil ! I kan alligevel ikke afskaffe skidtet. I dag er vi dog kommet af med alt hvad der hedder narko ved hjælp af dygtigt og effektivt politiarbejde samt politisk opbakning ! Eller hvordan er det lige det er ? Stiller alt lovgivning krav om en 100 % udryddelsesprocent ? Så er der vist en del lovgivning der, skal trækkes tilbage.

Hos jer på JP lægger man selvfølgelig ansigtet i de rette alvorlige folder og tage ad notam, at en del tidligere prostituerede tilsyneladende har lidt overlast. Men det skal jo ikke gå ud over de frigjorte kvinder der indgår handler om en legitim handelsaftale mellem to mennesker i sin rene form ! Tillader mig lige at give den en tak mere på jeres vegne, - ”I sin forædlede form.”

Man kan næsten høre jer drenge på JP gnække over sprogblomsten. ”En legitim handelsaftale mellem to mennesker i sin rene form”, - læg mærke til at sætningen er totalt renset for alt snavs. Vupti og med et er alt det onde væk ! Væk er alle de grumme fortællinger fra de tidligere prostituerede. Prostitution er nu stuerent, - nu mangler vi bare de prostituerede får næringsbrev ! Man ser næsten frem til den dag redaktør JP`s datter, Lystige Louise stolt fremviser far sit næringsbrev og går i gang med at byde sig til hos kollegaerne i JP`s kantine !
Men nej, selvfølgelig sker det ikke. Virkeligheden trænger sig ikke på hos JP, som den gør hos prostitutionens prolitariatet, som i så smukt kalder det.. Her er alvoren tydelig ! Her lyder en af truslerne til en af de tidligere prostituerede kvinder i gav ordet for nylig:

”Hvordan kan man være så dum at være imod købesex, hallo så begynder vi sgu da bare at voldtage jer kællinger i stedet for, hvis vi ikke længere må købe jer og gøre som vi vil, hvad fanden tror du er bedst for samfundet” ?

Kære JP. Jeg har langt mere respekt for prostitutionens proletariat. De er i det mindste ærlige. De føler sig truet og tager til genmæle. Det kan man da forholde sig selv ! Der er ikke så meget udenomssnak. Orderne er beskidte og grimme, - akkurat lige som prostitution.

Hvis bare JP da var mand nok til at indrømme det !





søndag den 9. marts 2014

"Mænd, sex og vold", - oplæg fra workshop 8. marts 2014

Omtrent sådan faldt orderne i mit bidrag til en Workshop med titlen "Mænd, sex og vold" på 8. marts initiativets feministiske heldagsevent den 8. marts 2014.

Allerførst vil
 jeg gerne sige en stor tak for invitationen til at komme her i dag og tale om en sag der ligge mit hjerte nær. Om hvorfor jeg er så engageret og optaget af lige netop prostitutionsdebatten og ikke mindst mændenes rolle og ansvar for at vi, om ikke kommer prostitutionen til livs, så i hvert fald får den begrænset mest muligt.  

Et par af mine venner kan skrive under på, at jeg er meget passioneret omkring det her spørgsmål. Specielt de par stykker der er kommet for skade at gentage mantraet om at det er den prostitueredes frie valg. Lige præcis det mantra har nemlig været en mig en kilde til evig provokation, noget der kan få mig op i det røde felt. Det ville da være rart og bekvemt for os mænd, hvis det var så enkelt, for så behøver vi jo egentlig ikke forholde os nærmere til de prostituerede. 

Det mantra ændres bare radikalt når man høre fortællingerne fra de efterhånden mange kvinder der er stået frem og beskrevet konsekvenserne af et liv i prostitution. Vi ved fra de fortællinger at sandheden er en anden og jeg ved fra min egen opvækst at sandheden er en anden.

Jeg blev som barn udsat for seksuelle overgreb og jeg kunne skrive lange romaner om alle de valg jeg har taget, som helt åbenlyst har betydet at jeg har gjort skade på mig selv. At jeg har ydmyget mig selv fordi jeg ikke har været i stand til at sætte de grænser op der skulle beskytte mig. Jeg har  ikke har troet nok på mig selv eller haft det selvværd der gjorde at jeg  var i stand til at sige fra. Jeg vidste ikke bedre, fordi jeg ikke var blevet givet de nødvendige redskaber til at passe på mig selv. De blev taget fra mig af min krænker. Jeg ved derfor hvad selvskadende adfærd vil sige på min egen krop og måske derfor føler jeg en særlig solidaritet med mennesker der ligesom jeg har haft en opvækst der har ført til brister i deres evner til at tage ansvar for sig selv. Og nej, de behøver ikke have været udsat for seksuelle overgreb ligesom jeg. Der findes masser af andre dysfunktionelle familiemønstre eller psykiatriske diagnoser der kan føre til selvskadende adfærd af den karakter. For mig og for mange andre tror jeg det gælder, at vi ikke forsøger at skubbe ansvaret for vores handlinger væk. Vi søger blot forklaringer og derigennem forståelse for vores reaktionsmønstre. 

Set ud fra disse betragtninger er prostitution for mig at se at betragte som selvskadende adfærd og mændenes køb af af en prostituerets krop er at sammenligne med et overgreb. Dermed er den præmis jeg ligger til grund også, at psykisk sund kvinde ikke sælger sin egen krop til en fremmed mand og at den viden besidder helt normal begavede danske mænd, som jeg til fulde.

Ved at acceptere prostitution er vi mænd, -  også de 85 % af os der ikke køber en prostitueret med til at fastholde en kvinderundertrykkende magtbalance. Vi er med til at fastholde mænds seksualitet som den primære og som en seksualitet der skal have lov til at udfolde sig uanset konsekvenserne for andre. Det er også med til at fastholde os mænd i en rolle som primitive væsner der ikke er i stand til at kontrollere sig selv. Den primitive del af den mandlige seksualitet har jeg desværre oplevet i fuldt flor.

For en 10-12 år siden havde jeg en oplevelse, som var så ubehagelig, så rædselsfuld, at den stadig sidder dybt i mig. Jeg havde aftalt med en kammerat at mødes ude i byen i Århus efter vores respektive julefrokoster. Han ringer så og siger at han og kollegaerne er inde på noget der hedder La Belle. Jeg skal ikke pudse glorien unyttigt meget. Jeg vidste godt det var en stripklub, men valgte alligevel at tage derind. Måske var jeg til gengæld en smule enfoldig for jeg havde virkelig ikke i min vildeste fantasi forstillet mig det scenarie der udspilledes der. Mange udenlandske kvinder, specielt asiatiske med tomme, øjne der desperat bød sig til for de mange spritstive mænd. Aldeles fornedrende at se på, - men det værste var næsten at opleve mænd der bare for sjov spurgte ind til priser og prøvede at presse priserne i bund. Det var bare en lille leg og  for mig et billede af et ekstremt utiltalende magtspil.

Men i forhold til det primitive behøver jeg ikke gå længere end til mig selv. Jeg har i et blogindlæg erkendt at jeg for år tilbage selv havde overvejelser om og fantaserede om at gå til en prostitueret. Qua et følelsesliv, som har været præget af manglende evne til at håndtere nærhed og intimitet var fristelsen til at købe sig til sex stor. Det kom aldrig dertil for jeg vidste inderst inde godt, at det behov jeg havde, ikke så meget handlede om sex, men om savnet af nærhed og intimitet. Det tror jeg faktisk det gør for en del af de mænd der søger de prostituerede og det er jo lidt grotesk set i lyset af at nærhed og intimitet er totalt fraværende !

Jeg har tænkt meget over hvorfor vi mænd har så meget vrede og modstand overfor en kriminalisering af sexkøb. Vi er trods alt 85 % af den mandlige danske befolkning der ikke går til prostituerede, så hvorfor skulle det genere os ? Handler det mest af alt om at vi godt lige vil have muligheden til rådighed. Hvis nu vi skulle komme i en situation, hvor vi skulle undvære sex over lang tid. Fungerer muligheden, som sådan en sutteklud, en sølle erstatning for den ægte vare som vi ikke er i stand til at give slip på ? Er vi ikke i stand til at se alternativerne ? Er det fordi vi ikke vil sælge ud af arvesølvet, - hvis vi forstår arvesølvet, som en magtstruktur mellem mænd og kvinder vi ikke helt har lyst til at slippe. 

Jeg kender ikke svaret, men jeg synes det er en interessant og nødvendig diskussion, som vi mænd må påtage os ansvaret for at få startet. Det er derfor jeg har skrevet mine blogindlæg og det er derfor jeg har startet den danske Facebook side Mænd Mod Sexkøb. Hvorfor det er så vigtigt, at det lige præcis er os mænd der tager den diskussion vil jeg lade illustrere med en lille ordveksling der foregik på netop den side ikke lang tid efter den var startet. Dermed bliver det en kvinde der får det sidste ord fra mig her den 8. marts, hvilket vel også er passende :-)

Jeg fik et spørgsmål fra en mand om ikke der var en side, hvor man kunne være imod købesex, men hvor kønnet var ligegyldigt. Jeg svarede ham pænt hvorfor det netop er vigtigt, at vi mænd tager ansvar, men han var ikke 100 % tilfreds. På et tidspunkt blander en af hans kvindelige bekendte sig og hun giver ham undervejs i deres diskussion disse fine ord med på vejen.

" Du skal ikke finde dig i at en kvinde kønner dig, som jeg bliver kønnet; Du skal ikke finde dig i onde jokes om dit køn eller at en pige tager dig på røven i byen.

Men jeg synes faktisk, at du skal finde dig i, at jeg kønner dig, når jeg snakker om dig i forbindelse med en problematik som prostitiution, hvor der rent faktisk er kønsmæssigt belæg for at gøre det.

Fordi du tilhører denne gruppe (altså dit køn), kan det, at du står ved tilhørsforholdet til denne gruppe på sigt føre til, at vi nedbringer sexkøb i Danmark. Hvis mænd, der ikke køber sex eller begår voldtægt i højere grad tog ansvar for deres egen gruppe, ville det betyde sindsygt meget" !

Tak til Sofie :-)

onsdag den 5. februar 2014

SKAL mænd have sex ?

I debatten for eller imod prostitution er de sexkøbene mænd kommet i fokus ikke mindst takket være flere skarpe og gode indlæg fra den tidligere prostituerede Tanja Rahm. Hun har her på det sidste sat fokus på efterspørgslen, som et af de helt store problemer. Dermed  har hun også sat fokus på det ansvar vi mænd må påtage os, nemlig ansvaret for at udbrede en holdning til, at sexkøb er at sammenligne med et overgreb på kvinder. At udbrede den holdning overfor de af vores kønsfæller der benytter sig af prostitution, samt vores børn, så de ikke begår samme fejl.

En af de myter der har meget svært ved at dø og som hele tiden får næring, specielt af mænd, er at mænd ikke kan undvære sex. At de har et nødvendigt behov der skal dækkes og hvis ikke på "normal" vis med en kæreste/kone/partner, så med en prostitueret. 

Måske er jeg ikke normal, men jeg vil gerne undsige mig det behov. Nej, mænd SKAL ikke have sex. Mænd behøver ikke gå amok, voldtage eller gå til prostituerede, hvis de skal undvære sex igennem længere tid. Sågar et helt liv vil jeg påstå. Nuvel jeg har ikke undværet sex et helt liv, men har uden problemer klaret mig i flere perioder af både 1 og 2 år uden jeg er blevet uligevægtig og tænk sig, - jeg synes ikke engang det er nogen stor præstation.  Har jeg savnet sex, - tja jo men endnu mere har jeg savnet nærhed, intimitet, fortrolighed, berøring og omsorg, hvilket ikke nødvendigvis indebære sex. Jeg tror, det er her mænd nogle gange går galt i byen. Jeg har en tro på, at det sex nogle køber hos en prostitueret er et tegn på en manglende kontakt til en selv og de behov man som mand/menneske reelt har, men ikke kan finde ud af at anerkende. Måske fordi man "er", eller synes man skal være så meget MAND. Og vi får jo ingen af delene hvis vi går til en prostitueret. Vi får taget trykket, - det tryk man akkurat ligeså godt kan få taget ved simpel onani. Nå, nej ikke ligeså godt. Faktisk endnu bedre, for vi behøver så ikke begå overgreb og for nogens vedkommende, dem som faktisk har det skidt med at gå til prostituerede, så slipper vi også for den dårlige samvittighed. Nogle endda for at begå utroskab. Men lad mig iøvrigt lige slå fast, at jeg ikke ser det som en god undskyldning, at man ikke er i tilstrækkelig kontakt med sig selv, for selv den mest fornægtende mand ved med sig selv, at han gør vold på de prostituerede. Desuden er svingerklubber jo opfundet, hvis man endelig mener behovet er umenneskeligt !

Jeg har, det erkender jeg, tidligere i mit liv overvejet at gå til en prostitueret. Er det noget jeg er stolt af, nej men det er en realitet jeg må se i øjnene og som jeg dengang og nu har valgt at forholde mig til. Jeg selv er, som det fremgår af bloggen, som barn blevet seksuelt misbrugt og har derfor haft et meget svært følelsesliv, hvor lige præcis nærhed, intimitet og fortrolighed har været meget svære størrelser at håndtere. Derfor var tanken en overgang besnærende. Det var jo en dejlig tanke ikke at skulle forholde sig til egne følelser. Bare plain rå sex og så ud af vagten igen. Heldigvis var barrieren alligevel for stor og min selvindsigt tilstrækkelig til at stoppe mig. Det var jo ikke det jeg manglede. Det jeg manglede var netop de føromtalte ting, - nærhed, intimitet, fortrolighed, omsorg. Tanken om, at gå ind til en fremmed kvinde der reelt ikke ønskede mig og så være intim sammen med hende var desuden afskrækkende. Tanken om den udnyttelse jeg stod for ved at betale penge for "onani" i hendes krop var afskrækkende. Tanken om at det kunne være en handlet kvinde var afskrækkende. Tanken om at jeg udsatte en anden for selvsamme overgreb, som jeg selv havde været udsat for var forfærdelig.

Der er altså ganske rigeligt der burde afskrække mænd fra at gå til prostituerede og jeg er så ganske træt af, at vi mænd skulle være så nemme ! At vi skulle være på sådan et stenalderniveau, at vi ikke kan kontrollerer vores sexualitet. Det er sgu for pinligt. Det kan vi gøre bedre og du kan gøre dit ved at udtrykke din afstandtagen til at mænd går til prostituerede. Ved at diskutere emnet eller gøre opmærksom på din holdning, eksempelvis på de sociale medier vi efterhånden alle er på.

fredag den 31. januar 2014

Aaarrrrh ikke igen !

Nu mødte jeg det så lige igen. Citatet der er blevet min ynglingsaversion og som hver gang jeg ser det brugt/misbrugt sætter mit p.. i kog !

"Det du ikke dør af bliver du stærkere af", 


- lyder det. Folk bruger det selvfølgelig ikke i nogen ond mening. Tværtimod bliver det ofte brugt i en trøstende tone. En optimistisk fremadskuende tone, men til gengæld lidt bevidstløst, fordi man ikke lige ved hvad man ellers skal sige. Det provokerer mig fordi folk ikke har nogen som helst forudsætning for at vide om det vedkommende har været ude for, går igennem, gør vedkommende stærkere. Og helt ærligt, hvis det man gennemlever er seksuelt misbrug som barn, en opvækst med alkoholiserede forældre, mobning i barndommen, at være udsat for vold, you name it, - så er det altså ikke noget man bliver stærkere af. Der er jo heller ingen der siger til en, - "bare det var mig", så var jeg blevet et stærkere menneske !

Dermed ikke sagt, at der ikke kan komme positive ting ud af at gennemleve traumer af forskellig art. Får man den nødvendige hjælp, møder ligesindede og kommer ud på den anden side helskindet eller bare nogenlunde kan der sagtens være masser af positive sideeffekter og oplevelser undervejs man nødigt ville have undværet. Som oftest tror jeg, de oplevelser er af den menneskelige/medmenneskelige slags. Enten fordi man gennem terapi eller anden hjælp pludselig møder og oplever sig selv stærkere, end da man stod i det til halsen. Glæden ved at man nu oplever sig selv, som et mere helt menneske. Ja, bare de små skridt på vejen mod, at blive et mere helt menneske, troen på at det kan lade sig gøre, kan give en ubeskrivelig lettelse og glæde. Sådan oplever jeg det. Men mest af alt, måske det at møde ligesindede eller terapeuter, socialrådgivere, lærere, pædagoger, en ven - lige præcis det menneske, som er med til at vise dig vejen. Det menneske der lytter, forstår og er med til at bringe dig videre. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker på min vej. Fået nye venskaber for livet ! Mennesker jeg kun har mødt fordi mit liv tog en drejning dengang et sygt menneske valgte at misbruge min tillid, misbruge mig. Men skulle jeg vælge havde jeg altså helst været foruden ! Det er bare ikke en præmis der er gældende. Jeg har kun det ene liv og jeg vil have det bedste ud af det og derfor bobler glæden indeni mig når jeg tænker på de mennesker der har gjort og stadig gør en stor forskel for mig. Så når jeg tager afstand fra citat her er det ikke fordi jeg vil behandles, som et offer. Men jeg vil behandles med respekt for det jeg har gennemlevet.

Så dette blot en appel, - ordsprog/citater kan være fine nok, men tænk over hvilket indtryk de gør på modtageren og om de overhovedet er relevante ! Og til dem som skulle have mødt et ordsprog fra mig, som jeg ikke har tænkt over relevansen af, - Undskyld ;-)

torsdag den 9. januar 2014

Til dig der IKKE køber sex !

Var det ikke på tide vi danske mænd vidste os som anstændige mænd. I forbindelse med den tidligere prostituerede Tanja Rahms nylige blogindlæg, - "Til dig der køber sex" har der raset en heftig debat. Tanja Rahm er blevet svinet til og truet i en grad, der gør mig ualmindelig flov på mit køns vegne. I hendes indlæg angriber hun sexkøberne og det med god ret. Men hvad med alle os andre. Det tavse flertal af danske mænd. Hvor er vi henne i debatten ?

En nylig undersøgelse viser, at 15 % procent af de danske mænd køber sex. Det er  i mine øjne 15 % for meget, men hvor i alverden er de resterende 85 % henne i debatten ? Hvornår siger alle de mænd fra ? Hvornår siger DU fra og tager stilling i debatten ?  Herfra skal der lyde en opfordring til, at I læser den debat der er fulgt i kølvandet på Tanja Rahms blogindlæg. Jeg vil så gerne tro på, at det store flertal af  os danske mænd er i besiddelse af en moral og etik der tager dyb afstand fra den tilsvining, den tone, det ordvalg der tages i brug for at nedgøre Tanja Rahm og med hende også andre tidligere prostituerede der er stået frem og beskrevet de dybt skadelige effekter ved at leve som prostitueret.

Men jeg er begyndt at tvivle. Jeg ser desværre alt for få anstændige og og gode mænd deltage i debatten. Hvad er det vi er bange for ? Er vi bange for, at blive sat uden for fællesskabet af venner, af kammerater. Statistisk set ville vi jo alle kende nogle i vores omgangskreds der benytter sig af prostituerede. Er vi bange for at vores kønsfæller ikke vil betragte os, som "rigtige mænd" ? Er vi bange for, at vi så ikke længere kan tillade os at have en fri og til tider sjofel omgangstone, når vi er sammen som mænd. Er vi virkelig så bange for at træde i karakter, sige fra,  at vi forholder os tavse. Jeg kan ikke gennemskue det, men jeg ved at jeg bliver både oprigtig ked af og frustreret over, at det forholder sig sådan. 

Regeringen mener prostitution er et socialt problem og ja det er i sandhed også et socialt problem når vi snakker de prostituerede. De skal have alt den hjælp de kan få. Men accepten af, at det er legalt at købe et andet menneske til egen seksuel tilfredsstillelse er ikke et socialt problem. Det er et kulturelt, moralsk og etisk problem, som der bør siges klart og tydeligt fra overfor. Det er tilsyneladende bredt accepteret i det danske samfund. Det er flovt !

Er det ikke på tide, at vi,  det store flertal af danske mænd der ikke benytter sig af prostituerede, siger fra. At vi ikke vil sidestilles med de mænd der præger debatten ved hjælp af tilsvininger og trusler. At vi tager til genmæle. At vi tør se hinanden i øjnene, også de kammerater og venner der står os nærmest og sige at det er forkert at købe sex. At det er kvindeundertrykkende og skadeligt. Lad os nu gå ud og sige det højt og tydeligt. ANSTÆNDIGE MÆND KØBER IKKE SEX ! Det værste er faktisk tavsheden, - ligegyldigheden ? Den kan vi simpelthen ikke være bekendt !