Thomas B`s Blog

Thomas B`s Blog

lørdag den 17. maj 2014

Kan man smile på vej til skafottet ?

Nogle gange spiller livet en et pus og sparker benene væk under en, hensætter en i en tilstand af chok. For mig har de seneste 10 måneder har været rejse mellem himmel og helvede. Fra lettelse til gråd og videre til håb og tro.

Da jeg tilbage i august 2013 lancerede hjemmesiden usynligear.dk sammen med mine to fantastiske venner Pernille Gyldensøe og Louise Benner var det for mig en milepæl i mit liv. Jeg fik sat ord på de senfølger, der havde forfulgt mig efter seksuelle overgreb i min barndom. Tanker og følelser der krævede opbydelse af alt mit mod for at lægge frem til offentlig skue. Netop derfor sagde jeg også i en video på hjemmesiden, at jeg følte, jeg med min fortælling frisatte mig selv. Jeg troede, at jeg med hjemmeside ville får frigjort en masse energi, ville få det selvværd, jeg altid har savnet. Jeg troede at nu ville det gå fremad med mine sociale relationer, med min tillid i relationer til andre.At jeg ville møde verden med større overskud.

Lidet skulle jeg vide, at jeg tog så grueligt fejl. Det eneste jeg satte fri var de senfølger jeg ikke havde fået beskrevet på vores hjemmeside. Senfølger jeg endnu ikke havde fået sat ord på og bearbejdet gennem terapi. De ramte mig som en boomerang og med en kraft jeg ikke troede mulig. Jeg har grædt og grædt og været helt nede og vende, men heldigvis er helt nede for mig ikke længere dernede, hvor der ikke er håb. Der hvor livet ikke giver mening. Tværtimod så giver det jo fantastisk god mening. At jeg ved at dele min historie og de senfølger jeg er afklaret med og kan tale højt om, frigjorde plads. For det kræver plads rent mentalt, at frigøre fortrængninger, at få dem frem i lyset, se dem klart og kunne bearbejde dem.

På tirsdag går det så løs. Jeg har nemlig forpligtet mig til at gå i gruppeterapi de næste halvandet år på CSM ( Center for seksuelt misbrugte ) og jeg er dybt taknemmlig over jeg har fået den mulighed. Men her og nu er det enormt ambivalent for det føles, som om jeg er på vej til skafottet. Vi skal nemlig lægge ud med hver især at berette om, hvad det er, der blokerer for, at vi kan leve frit. Vi skal fortælle om, hvad vi har brug for hjælp til. Det er så stærkt grænseoverskridende, at fortælle det til 8 fremmede mennesker. Det sås tydeligt på mig ved  formødet i tirsdags og ene psykolog spurgte bekymret - "kommer du i næste uge" ?
Svaret var enkelt, -  ja, jeg gør. Det føles nemlig helt rigtigt. Mine formøder med de 2 psykologer og to af mine meddeltagere har gjort mig sikker. Sjældent er jeg blevet mødt af så kompetente psykologer, der ved hvad de har med at gøre. Jeg føler allerede et fællesskab og ansvar overfor både de 2 deltagere jeg har mødt samt de 2 psykologer og det er det det hele handler om. Forpligtigelsen ! Ikke bare overfor mig selv, men overfor de 8 andre mennesker i det lokale. Både psykologer og  de øvrige deltagere. Der er ingen vej tilbage. Jeg kan ikke manipulere med dem, som jeg kan når jeg sidder overfor en enkelt psykolog. Vi er nemlig fælles i det her og vi sætter alle noget på spil.

Så svaret på overskriften er et klart, JA. Jeg glæder mig til de næste halvandet års rejse. Også selv om jeg på tirsdag skal have hjælp for at fortælle om mig selv og også selv om det bliver hulkende og grådkvalt. Hvem ved måske kan man om halvandet års tid læse om de ord jeg tirsdag får fremstammet på usynligear.dk. :-)