Søndagsfrustrationer, - en socialrådgiver uden empatiske evner !

Nedenstående kommentar er i dag blevet lagt op, som en kommentar på en af mine venners Facebook side. Den har ikke bare ramt Kurt Kyed der fik kommentaren, men også mig og alle seksuelt misbrugte. Eller for den sags skyld alle mennesker der på en alle anden måde har været omsorgssvigtede, om så de er vokset op med vold eller i en alkoholiseret familie, you name it. Den kan ikke bare ignoreres, for det er en kommentar der kan gøre stor skade. Kommentaren lyder, som følger :

"Lad mig sige et par ord? Utvivlsomt er fakta: seksuelle overgreb også på os drenge! Men hvori består overgrebene? Vi roser os (Spor) af at være en åben forening; MEN hvor er realitetsfortællingerne henne? De fleste (incl. Kurt Kyeds er meget uspecifikke). Kom nu på banen med de sande og utilslørede historier i stedet for jeres selvpromovering. Ingen kan vel tage 'vage fortællinger' til indtægt for sagen. Så: tag jer sammen og kom ærligt frem! Ellers vil mange blot affærdige AFFÆRDIGE foreningen som ligegyldig. Og lad mig tilføje: det er den for mig! "

Manden som har skrevet kommentaren er oven i købet socialrådgiver. (Jeg opfordrer stærkt til efteruddannelse) !  Jeg havde æren af at høre Kurt Kyed fortælle om sit liv i fredags til SPOR`s Synlighedsdag og det var en stærk oplevelse. Der skal VIRKELIG et stærkt mod til for at stille sig op og på den måde fortælle så hudløst om sit liv. Jeg behøvede ikke nogle detaljerede beskrivelser for at forstå hvad Kurt havde været igennem. Tværtimod, så står sådan et oplæg rippet for detaljer langt stærkere. De detaljerede fortællinger om selve overgrebene påfører mig alene et ubehag og tager fokus fra mennesket der fortæller og fra hvordan han på smukkeste vis er kommet videre. Det er faktisk det der er interessant. Hvordan man kommer videre efter at have været udsat for overgreb. Alle finder vi vores egen vej til overlevelse, men i Kurt og andres fortællinger kan man hente inspiration og mod samt den genkendelse der er så vigtig for at undgå ensomheden. Når jeg oplever overlevere, der i detaljer fortæller om de overgreb der er begået mod dem i detaljer, tænker jeg faktisk, at det gør mere skade end gavn.

Da det for 11 år siden første gang gik op for mig, at de overgreb jeg havde været udsat for, havde haft en stærkt indgribende effekt på min adfærd, på hele mit børne og voksenliv var det i forbindelse med udsendelser på DR, hvor en række mænd berettede om deres senfølger. Jeg er dem dybt taknemmelige for, at de stod frem, for lige pludselig var jeg ikke helt alene. Men i de 11 år der er fulgt har jeg også måttet kæmpe mod en stemme inden i mig, der igen og igen har prøvet at fortælle mig at de overgreb jeg var udsat for ikke var så slemme. At de følelser og problemer jeg slås med og fortæller om når jeg er i terapi ikke berettiger mig til at "komme på" for de andre har det jo værre.(Og de andre sidder med eksakt samme følelse)  I det spil er ovenstående kommentar dybt skadelig. For min erfaring siger mig, at alle omsorgssvigtede sidder med de tanker. Skal man så oven i købet lægge øre til, at ens historie ikke holder vand medmindre man detaljeret udlevere sig selv og fortæller om selve overgrebene ?  I så fald vil det helt sikkert afholde en masse af dem, som endnu ikke har fundet modet til "at bryde ud", om søge hjælp.

Derfor kan man ikke bare ignorere ovenstående kommentar og derfor jeg lige måtte have luft.

Mænd Mod Købesex.

I dag er det et år siden jeg oprettede siden , - ”Mænd Mod Købesex” på Facebook. Dengang havde jeg længe holdt til på og fulgt med på den norske side ”Menn Mot Sexkjøb” og gået og tænkt på hvornår der kom en dansk pendant. Der skete bare ikke rigtig noget og det gik op for mig at der måske aldrig ville ske noget medmindre jeg selv handlede. Som sagt så gjort. I dag er vi lige på trapperne til at runde de 600 likes, hvilket egentlig ikke er så dårligt på et år. Hvad har det år så bragt i forhold til mænd, sexkøb og prostitution her i Danmark.

Stort set intet desværre ! Jeg oplever, til stadighed en enorm berøringsangst overfor emnet fra mange mænd. De mænd, som hævder sig in debatten er de rabiate mænd. Mænd som på brovtende, nedgørende og grotesk usympatisk vis, sviner de tidligere prostituerede, der er stået frem med deres historier og prøver at få stillet sexkøberne til ansvar for deres handlinger. Den resterende gruppe mænd er enten imod at gøre det ulovligt eller ønsker ikke at stå offentligt frem med en udmelding om, at de rent faktisk støtter et sexkøbsforbud. Bortset fra den omtalte rabiate gruppe af mænd er det min oplevelse, at hele debatten om prostitution opfattes, som ubelejlig eller ubehagelig for den resterende gruppe mænd. Desuden sidder jeg i dag inde med en viden om, at man kan miste både bekendte, forretningsforbindelser og hvem ved måske også venner, hvis man skilter med at man går ind for et købesexforbud. Det kommer desværre ikke bag på mig L. Det bekræfter den antagelse jeg længe har haft og, som jeg også redegjorde for på en workshop i København i marts nemlig den, at der blandt mænd er sådan en tavshedens lov. Vi blander os ikke i den slags. Vi undgår helst emnet og hvis det endelig berøres er det som regel i form af jokes og i muntert selskab. Det er simpelthen ”farligt” at røre ved og det er en ”privat sag”. På den måde undgår man jo også behændigt at forholde sig de efterhånden rigtig mange tidligere prostituerede, der er stået frem og sat ord på de skadelige virkninger prostitution har haft for dem. Hvis det de fortæller står til troende og det gør det for mig, så er de mænd der frekventerer prostituerede ude i at begå overgreb hver gang de betaler for at onanere op i en prostitueret.

En anden ting der fortæller mig noget om, at det kan have omkostninger at melde ud er den respons jeg tidligere på året modtog på baggrund af et opråb og opslag på Mænd mod købesex. Her opfordrede jeg mænd der havde liket siden til at stå frem og fortælle lidt om hvorfor de havde liket siden, hvorfor de går ind for et købesex forbud.  Ligeledes efterlyste jeg mænd som måske havde lyst til at mødes og diskutere hvorledes vi måske kunne udvikle siden, tage nye initativer, som skulle får mænd til at forholde sig til det faktum, at der blandt deres venner givet er nogle der køber sex. Sætte skub i en etisk debat blandt mænd om det det u/rimelige i at udnytte kvinder til sex. Prøve at få dagsordensat en debat, som jeg synes medierne og for den sags skyld politikerne totalt forbigår, nemlig debatten om sexkøbernes ansvar og rolle.  Jeg fik 1, skriver EN henvendelse, som gik på at hjælpe med at køre og administrere siden her. Den var jeg glad for selvom vedkommende måtte sige fra efter 14 dage, da han desværre havde lovet for meget og ikke kunne overskue det, hvilket jeg har helt og aldeles respekt for.  Det fortæller mig dog desværre også en del om, hvor svært det er at få mænd til at tage del i den her debat.

Heldigvis har der i det forløbne år også været positive tegn både herhjemme og ikke mindst i udlandet. Den norske undersøgelse, der skulle undersøge effekten af det norske købesex forbud var meget positiv og den nye borgerlige norske regering vil får mere end svært ved at forsvare at droppe loven. I Nordirland og Canada er der indført sexkøbslov efter den nordiske model og de er også på vej med en tilsvarende lov i Frankrig.

Endelig blev der på dansk grund lanceret et fantastisk initiativ af forfatter, pædagog og tidligere prostituerede Tanja Rahm nemlig ”Netværksgruppen for kvinder med erfaring fra og som er ude af prostitution”. (www.netvaerksgruppen.dk). Mænd Mod Købesex var med ved opstarts receptionen i København og støtter det fantastiske initiativ helhjertet. De tidligere prostituerede ligger inde, med en fantastisk stor viden om de skadelige virkninger af et liv i prostitution og ved at gå fælles, om at dele denne viden burde de blive en faktor i debatten, som selv ikke de danske politikere burde kunne komme udenom. Vi venter spændt på udkommet af deres første møde og hvilke initiativer der over tid bliver sat i søen fra deres side. En opfordring herfra skal der lyde til, at man går ind og støtter initiativet økonomisk. Det er stærkt retraumatiserende, at genfortælle sin historie for de tidligere prostituerede, så de har ikke mindst brug for økonomisk støtte til supervision.

Min kamp fortsætter, Mænd Mod Købesex` kamp fortsætter og det gør den ved fortsat at opfordre til debat. Vi vil dele de prostitueredes historier, dele historierne om de handlede kvinder, om hvor galt det kan gå når man vil ”skabe gode” forhold for de prostituerede i eksempelvis Tyskland. Historierne om de mænd de udøver vold og voldtager prostituerede, om de mænd der skriver anmeldelser om de prostituerede, som er så fornedrende, så man ikke tror sine egne øjne.

Hvis du mener, at mennesker ikke bør være en handelsvare, så giv gerne min side et like og deltag aktivt i debatten. Vi bliver heldigvis stadig flere ! 

www.facebook.com/maendmodkoebesex

Lidt fortælling om savn af maskulinitet og hvorfor jeg er feminist.

På det seneste har jeg gjort mig mange tanker, om det at være mig eller måske nærmere mange tanker om det mig jeg har søgt i en del år, men aldrig fundet. Mit maskuline jeg, - manden i mig. På hjemmesiden usynligear.dk, hvor jeg fortæller min historie omkring de seksuelle overgreb i min barndom kommer jeg også ind på, at jeg aldrig har følt mig rigtig maskulin, følt mig som en "rigtig" mand. At jeg har ligget under for hvad jeg oplevede som maskulinitet i den verden jeg er vokset op i. Herunder at mænd ikke kommer i den afmagtssituation, som det er når man bliver seksuelt krænket. Jeg er endda vokset op i en politisk meget aktiv familie og med en far der gik meget op i ligestilling og ligestillingspolitikken der i halvfjerdserne. Det var så mest i ord skal det siges. Det der med ligestilling i praksis var der alligevel nok ikke så meget af i mit hjem :-) Det eneste sted jeg følte mig, som en "rigtig" dreng/mand var når det handlede om sport ikke mindst fodbold, så det brugte jeg næsten alt min tid på. Men når det kom til mit følelsesliv var jeg ikke andet end en bange lille dreng, en medløber der prøvede ikke at stikke udenfor rammerne. Følelserne blev pakket ind. De andre skulle jo ikke se hvor hunde hamrende ræd jeg var for at komme i slåskamp. At jeg var bange, en slapsvans af en dreng. Jeg husker kun en slåskamp i min skoletid i 3 eller 4 klasse. Jeg husker jeg var presset og i en situation,hvor følte mig nødsaget til at bevise mig selv. Det endte selvfølgelig med jeg fik store klø og følte mig ydmyget der midt i skolegården. Siden da er det lykkedes mig at undgå slåskampe, men det var en evig kamp, at snige sig udenom.

Jeg har gennem hele mit liv, brugt uanede mængder af energi på at falde ind når jeg var sammen med mænd. Bestræbe mig på at være mand sammen med de andre mænd, men jeg har faktisk følt mig allermest afslappet og tilpas blandt kvinder. Her følte jeg mig som en mand eller måske var det faktisk det sted jeg følte jeg at kunne være MIG. Fordi det er accepteret at vise følelser ( for mig  i mange år det samme som svaghed) i det selskab. At udtrykke sine følelser. Derfor har jeg også haft mange pigevenner, veninder fordi jeg har haft brug for det frirum. Her kunne jeg puste ud. 

Det er blevet bedre med tiden. Jeg er blandt andet gennem terapi, livserfaring og ved at træffe målrettede valg blevet bedre til at acceptere mine følsomme sider. Men det er stadig en kamp. Specielt når jeg er "ude i verden" Både fordi jeg til stadighed ligger under for egne forventninger til hvordan en mand er og agerer,  men bestemt også fordi den verden vi lever i fortsat fodre mig med bestemte forestillinger om, hvad der definerer hvad det vil sige at være henholdsvis mand og kvinde.

Jeg er uddannet pædagog og arbejder sammen med mange kvinder, da jeg arbejder i daginstitution. Et arbejde jeg er vildt glad for, men jeg er ofte blevet mødt af spørgsmålet om det ikke er hårdt altid at være sammen med så mange kvinder. Jeg bliver provokeret hver gang ! Hvorfor i alverden skulle det være det ? Er kvinder specielt hårde at være sammen med og i øvrigt, hvem tror jeg havde valgt det her fag hvis jeg ikke kunne trives blandt kvinder. Så havde jeg da været lidt en idiot. Tænker iøvrigt at kvinder i mandefag møder det samme spørgsmål og derudover bliver de så nok også mødt med en del skepsis. Kan de nu klare det samme job, som mænd ? Jeg er så priviligeret at jeg for det meste bliver mødt med et, fedt. Dejligt med en mand. 

Jeg bliver til stadighed provokeret når jeg bliver kaldt en tøs eller tøsedreng uagtet, at mine venner gør det med en smiley i røven. Den ene del af mig har stadig en vej at gå før rodfæstet, selvværdet er så godt, at jeg ikke falder i fælden og ser det som et udtryk for at jeg ikke er mand nok. Det er nemlig som oftest i forbindelse med at jeg udtrykker en følelse. Den anden del fordi det derfor er et nedladende udtryk møntet på kvinder er svage. Jeg kender heldigvis, lige så mange sindssygt stærke kvinder som mænd, som jeg beundre og inspireres af.

Jeg vil egentlig helst ikke puttes i en bås.  Jeg vil bare gerne have lov at være mig og sådan synes jeg det bør være for os alle og derfor er jeg feminist. Mange bliver helt skæve i ansigterne og rynker på næsen når talen falder  på feminisme. Har vi ikke ligestilling ? Skal kvinder og mænd nu til at være helt ens ? Det bliver da så kedeligt !

For mig er feminismen og det feminisme står for netop med til at styrke mangfoldigheden. Sætte kønnene fri af de fastlåste roller vi har i dag. Privilegier og pligter skal ikke hænges op på køn. Vi begrænser os selv, som mennesker når definitionen af  hvem vi er bæres oppe af automatismer i den den kultur vi er en del af. Vi får en langt større dynamik, både mellem kønnene og mellem mennesker generelt, hvis vi gør os fri af de lænker. Vi vil blive mere rummelige, en rummelighed der er stærkt savnet i vores samfund, hvis man spørger mig.

Krøllen på halen i alt det her er ikke, at jeg ville have fået et problemfrit liv, hvis bare jeg som dreng var blevet mødt i en kontekst, hvor det var almindelig accepteret, at alle mennesker har følelser og at det er sundt og godt at udtrykke sin sårbarhed uanset køn og uanset hvilket køn man er blandt. Jeg søger bare forklaringer på, hvorfor jeg har haft så svært ved at acceptere mig selv, som jeg nu er og så vil jeg rigtig gerne slå et slag for feminismen.

Parden my french, men fuck den der reptilhjerne !

Efter jeg for alvor begyndte konfrontere mine senfølger efter de seksuelle overgreb, har en af de ting, der har slået mig aller hårdest været min manglende evne til at handle på noget af den viden jeg har tiltaget mig. Min nogen gange manglende evne til at kombinere min viden om den skade jeg har lidt i forhold til at indgå i en tæt relation til et andet menneske med den måde jeg rent følelsesmæssigt reagere på. Sådan rent per automatik. Det kan æde mig op indefra, at min viden kan være forud, men at jeg rent følelsesmæssigt stadigvæk handler på reptilhjernens instinkter og forsvarsmekanismer.

De forsvarsmekanismer og instinkter der hjalp og hjælper til overlevelse, når man er udsat for seksuelle overgreb. Herunder, at man er i stand til at lukke af og lukke ned overfor den der gør en fortræd. Reaktioner der var relevante under mine oplevelser, som barn. I dag, som voksen er de selvsamme reaktioner med til at forhindre mig i at få en helt tæt relation til et andet menneske. Tæt relation, som i et forhold til en kvinde. Det gør ondt.

Jeg er i dag i stand til at åbne op og fortælle om overgrebene. Hvad de har gjort ved mig, hvordan de har skadet mig. Jeg evner, i et vidst omfang at åbne op for mine inderste tanker omend det ikke altid er uden sværdslag. Jeg tænker, at hvis et andet menneske skal binde an med mig må jeg spille med åbne kort. At det vil være unfair ikke at gøre det, for det er ikke uden omkostninger at binde an med et menneske, der er skadet, som jeg.

Jeg har aldrig i mit voksenliv oplevet, at jeg er blevet set ned på eller gjort fortræd når jeg har åbnet op og fortalt. Tværtimod ! Det er altid blevet taget godt imod. Det burde give mig modet til at give mig hen, give slip, men det stik modsatte sker. Det er ligesom om jeg går i krampe, bliver paralyseret og lige så stille lukker jeg skodderne ned. Evner ikke at tage imod den kærlighed jeg bliver mødt med. Mine følelser bliver stadig fodret af angsten for at blive svigtet. En del af mig tror på det når jeg får at vide jeg er elsket, at jeg ikke bliver svigtet, - bare ikke den der fandens reptil hjerne og det er stadigvæk den der i forhold til relationer har overtaget.

Har ofte haft og har stadig et kæmpe savn og ønske om at kunne indgå i en tæt relation med en kvinde igen. I virkeligheden handler det måske om at den tætte relation jeg har brug for, den tætte relation til mig selv. Min egen accept.

Ved det ikke, men kampen og terapien fortsætter og måske hvis jeg er heldig, så en dag <3 Jeg er knap så tålmodig, men heldigvis er jeg stædig og de gode tætte venner og familien har jeg heldigvis.

Kan man smile på vej til skafottet ?

Nogle gange spiller livet en et pus og sparker benene væk under en, hensætter en i en tilstand af chok. For mig har de seneste 10 måneder har været rejse mellem himmel og helvede. Fra lettelse til gråd og videre til håb og tro.

Da jeg tilbage i august 2013 lancerede hjemmesiden usynligear.dk sammen med mine to fantastiske venner Pernille Gyldensøe og Louise Benner var det for mig en milepæl i mit liv. Jeg fik sat ord på de senfølger, der havde forfulgt mig efter seksuelle overgreb i min barndom. Tanker og følelser der krævede opbydelse af alt mit mod for at lægge frem til offentlig skue. Netop derfor sagde jeg også i en video på hjemmesiden, at jeg følte, jeg med min fortælling frisatte mig selv. Jeg troede, at jeg med hjemmeside ville får frigjort en masse energi, ville få det selvværd, jeg altid har savnet. Jeg troede at nu ville det gå fremad med mine sociale relationer, med min tillid i relationer til andre.At jeg ville møde verden med større overskud.

Lidet skulle jeg vide, at jeg tog så grueligt fejl. Det eneste jeg satte fri var de senfølger jeg ikke havde fået beskrevet på vores hjemmeside. Senfølger jeg endnu ikke havde fået sat ord på og bearbejdet gennem terapi. De ramte mig som en boomerang og med en kraft jeg ikke troede mulig. Jeg har grædt og grædt og været helt nede og vende, men heldigvis er helt nede for mig ikke længere dernede, hvor der ikke er håb. Der hvor livet ikke giver mening. Tværtimod så giver det jo fantastisk god mening. At jeg ved at dele min historie og de senfølger jeg er afklaret med og kan tale højt om, frigjorde plads. For det kræver plads rent mentalt, at frigøre fortrængninger, at få dem frem i lyset, se dem klart og kunne bearbejde dem.

På tirsdag går det så løs. Jeg har nemlig forpligtet mig til at gå i gruppeterapi de næste halvandet år på CSM ( Center for seksuelt misbrugte ) og jeg er dybt taknemmlig over jeg har fået den mulighed. Men her og nu er det enormt ambivalent for det føles, som om jeg er på vej til skafottet. Vi skal nemlig lægge ud med hver især at berette om, hvad det er, der blokerer for, at vi kan leve frit. Vi skal fortælle om, hvad vi har brug for hjælp til. Det er så stærkt grænseoverskridende, at fortælle det til 8 fremmede mennesker. Det sås tydeligt på mig ved  formødet i tirsdags og ene psykolog spurgte bekymret - "kommer du i næste uge" ?
Svaret var enkelt, -  ja, jeg gør. Det føles nemlig helt rigtigt. Mine formøder med de 2 psykologer og to af mine meddeltagere har gjort mig sikker. Sjældent er jeg blevet mødt af så kompetente psykologer, der ved hvad de har med at gøre. Jeg føler allerede et fællesskab og ansvar overfor både de 2 deltagere jeg har mødt samt de 2 psykologer og det er det det hele handler om. Forpligtigelsen ! Ikke bare overfor mig selv, men overfor de 8 andre mennesker i det lokale. Både psykologer og  de øvrige deltagere. Der er ingen vej tilbage. Jeg kan ikke manipulere med dem, som jeg kan når jeg sidder overfor en enkelt psykolog. Vi er nemlig fælles i det her og vi sætter alle noget på spil.

Så svaret på overskriften er et klart, JA. Jeg glæder mig til de næste halvandet års rejse. Også selv om jeg på tirsdag skal have hjælp for at fortælle om mig selv og også selv om det bliver hulkende og grådkvalt. Hvem ved måske kan man om halvandet års tid læse om de ord jeg tirsdag får fremstammet på usynligear.dk. :-)

Det rene knald !

”Om så samtlige regeringer og samtlige lovgivende forsamlinger i verden vedtog et generelt forbud mod salg af narko, så ville forretningerne fortsætte om ikke uanfægtet, så i hvert fald i et sådant omfang, at det ville stå klart for enhver, at et sådant forbud er håbløst ”

Sådan lød det i JP`s leder den 5. marts. Eller næsten, - for herover er ordet prostitution, så bare udskiftet med ordet narko. Velkommen til en verden af testoteron, arrogance og et menneskesyn på neandertalerniveau, velkommen til sammenkomst i mændenes loge for bevarelse af den mandlige selvforståelse, - Vi blev født med retten til sex, hvor vi vil, - når vi vil ! I kan alligevel ikke afskaffe skidtet. I dag er vi dog kommet af med alt hvad der hedder narko ved hjælp af dygtigt og effektivt politiarbejde samt politisk opbakning ! Eller hvordan er det lige det er ? Stiller alt lovgivning krav om en 100 % udryddelsesprocent ? Så er der vist en del lovgivning der, skal trækkes tilbage.

Hos jer på JP lægger man selvfølgelig ansigtet i de rette alvorlige folder og tage ad notam, at en del tidligere prostituerede tilsyneladende har lidt overlast. Men det skal jo ikke gå ud over de frigjorte kvinder der indgår handler om en legitim handelsaftale mellem to mennesker i sin rene form ! Tillader mig lige at give den en tak mere på jeres vegne, - ”I sin forædlede form.”

Man kan næsten høre jer drenge på JP gnække over sprogblomsten. ”En legitim handelsaftale mellem to mennesker i sin rene form”, - læg mærke til at sætningen er totalt renset for alt snavs. Vupti og med et er alt det onde væk ! Væk er alle de grumme fortællinger fra de tidligere prostituerede. Prostitution er nu stuerent, - nu mangler vi bare de prostituerede får næringsbrev ! Man ser næsten frem til den dag redaktør JP`s datter, Lystige Louise stolt fremviser far sit næringsbrev og går i gang med at byde sig til hos kollegaerne i JP`s kantine !

Men nej, selvfølgelig sker det ikke. Virkeligheden trænger sig ikke på hos JP, som den gør hos prostitutionens prolitariatet, som i så smukt kalder det.. Her er alvoren tydelig ! Her lyder en af truslerne til en af de tidligere prostituerede kvinder i gav ordet for nylig:

”Hvordan kan man være så dum at være imod købesex, hallo så begynder vi sgu da bare at voldtage jer kællinger i stedet for, hvis vi ikke længere må købe jer og gøre som vi vil, hvad fanden tror du er bedst for samfundet” ?

Kære JP. Jeg har langt mere respekt for prostitutionens proletariat. De er i det mindste ærlige. De føler sig truet og tager til genmæle. Det kan man da forholde sig selv ! Der er ikke så meget udenomssnak. Orderne er beskidte og grimme, - akkurat lige som prostitution.

Hvis bare JP da var mand nok til at indrømme det !

"Mænd, sex og vold", - oplæg fra workshop 8. marts 2014

Omtrent sådan faldt orderne i mit bidrag til en Workshop med titlen "Mænd, sex og vold" på 8. marts initiativets feministiske heldagsevent den 8. marts 2014.

Allerførst vil jeg gerne sige en stor tak for invitationen til at komme her i dag og tale om en sag der ligge mit hjerte nær. Om hvorfor jeg er så engageret og optaget af lige netop prostitutionsdebatten og ikke mindst mændenes rolle og ansvar for at vi, om ikke kommer prostitutionen til livs, så i hvert fald får den begrænset mest muligt.  

Et par af mine venner kan skrive under på, at jeg er meget passioneret omkring det her spørgsmål. Specielt de par stykker der er kommet for skade at gentage mantraet om at det er den prostitueredes frie valg. Lige præcis det mantra har nemlig været en mig en kilde til evig provokation, noget der kan få mig op i det røde felt. Det ville da være rart og bekvemt for os mænd, hvis det var så enkelt, for så behøver vi jo egentlig ikke forholde os nærmere til de prostituerede. 

Det mantra ændres bare radikalt når man høre fortællingerne fra de efterhånden mange kvinder der er stået frem og beskrevet konsekvenserne af et liv i prostitution. Vi ved fra de fortællinger at sandheden er en anden og jeg ved fra min egen opvækst at sandheden er en anden.

Jeg blev som barn udsat for seksuelle overgreb og jeg kunne skrive lange romaner om alle de valg jeg har taget, som helt åbenlyst har betydet at jeg har gjort skade på mig selv. At jeg har ydmyget mig selv fordi jeg ikke har været i stand til at sætte de grænser op der skulle beskytte mig. Jeg har  ikke har troet nok på mig selv eller haft det selvværd der gjorde at jeg  var i stand til at sige fra. Jeg vidste ikke bedre, fordi jeg ikke var blevet givet de nødvendige redskaber til at passe på mig selv. De blev taget fra mig af min krænker. Jeg ved derfor hvad selvskadende adfærd vil sige på min egen krop og måske derfor føler jeg en særlig solidaritet med mennesker der ligesom jeg har haft en opvækst der har ført til brister i deres evner til at tage ansvar for sig selv. Og nej, de behøver ikke have været udsat for seksuelle overgreb ligesom jeg. Der findes masser af andre dysfunktionelle familiemønstre eller psykiatriske diagnoser der kan føre til selvskadende adfærd af den karakter. For mig og for mange andre tror jeg det gælder, at vi ikke forsøger at skubbe ansvaret for vores handlinger væk. Vi søger blot forklaringer og derigennem forståelse for vores reaktionsmønstre. 

Set ud fra disse betragtninger er prostitution for mig at se at betragte som selvskadende adfærd og mændenes køb af af en prostituerets krop er at sammenligne med et overgreb. Dermed er den præmis jeg ligger til grund også, at psykisk sund kvinde ikke sælger sin egen krop til en fremmed mand og at den viden besidder helt normal begavede danske mænd, som jeg til fulde.

Ved at acceptere prostitution er vi mænd, -  også de 85 % af os der ikke køber en prostitueret med til at fastholde en kvinderundertrykkende magtbalance. Vi er med til at fastholde mænds seksualitet som den primære og som en seksualitet der skal have lov til at udfolde sig uanset konsekvenserne for andre. Det er også med til at fastholde os mænd i en rolle som primitive væsner der ikke er i stand til at kontrollere sig selv. Den primitive del af den mandlige seksualitet har jeg desværre oplevet i fuldt flor.

For en 10-12 år siden havde jeg en oplevelse, som var så ubehagelig, så rædselsfuld, at den stadig sidder dybt i mig. Jeg havde aftalt med en kammerat at mødes ude i byen i Århus efter vores respektive julefrokoster. Han ringer så og siger at han og kollegaerne er inde på noget der hedder La Belle. Jeg skal ikke pudse glorien unyttigt meget. Jeg vidste godt det var en stripklub, men valgte alligevel at tage derind. Måske var jeg til gengæld en smule enfoldig for jeg havde virkelig ikke i min vildeste fantasi forstillet mig det scenarie der udspilledes der. Mange udenlandske kvinder, specielt asiatiske med tomme, øjne der desperat bød sig til for de mange spritstive mænd. Aldeles fornedrende at se på, - men det værste var næsten at opleve mænd der bare for sjov spurgte ind til priser og prøvede at presse priserne i bund. Det var bare en lille leg og  for mig et billede af et ekstremt utiltalende magtspil.

Men i forhold til det primitive behøver jeg ikke gå længere end til mig selv. Jeg har i et blogindlæg erkendt at jeg for år tilbage selv havde overvejelser om og fantaserede om at gå til en prostitueret. Qua et følelsesliv, som har været præget af manglende evne til at håndtere nærhed og intimitet var fristelsen til at købe sig til sex stor. Det kom aldrig dertil for jeg vidste inderst inde godt, at det behov jeg havde, ikke så meget handlede om sex, men om savnet af nærhed og intimitet. Det tror jeg faktisk det gør for en del af de mænd der søger de prostituerede og det er jo lidt grotesk set i lyset af at nærhed og intimitet er totalt fraværende !

Jeg har tænkt meget over hvorfor vi mænd har så meget vrede og modstand overfor en kriminalisering af sexkøb. Vi er trods alt 85 % af den mandlige danske befolkning der ikke går til prostituerede, så hvorfor skulle det genere os ? Handler det mest af alt om at vi godt lige vil have muligheden til rådighed. Hvis nu vi skulle komme i en situation, hvor vi skulle undvære sex over lang tid. Fungerer muligheden, som sådan en sutteklud, en sølle erstatning for den ægte vare som vi ikke er i stand til at give slip på ? Er vi ikke i stand til at se alternativerne ? Er det fordi vi ikke vil sælge ud af arvesølvet, - hvis vi forstår arvesølvet, som en magtstruktur mellem mænd og kvinder vi ikke helt har lyst til at slippe. 

Jeg kender ikke svaret, men jeg synes det er en interessant og nødvendig diskussion, som vi mænd må påtage os ansvaret for at få startet. Det er derfor jeg har skrevet mine blogindlæg og det er derfor jeg har startet den danske Facebook side Mænd Mod Sexkøb. Hvorfor det er så vigtigt, at det lige præcis er os mænd der tager den diskussion vil jeg lade illustrere med en lille ordveksling der foregik på netop den side ikke lang tid efter den var startet. Dermed bliver det en kvinde der får det sidste ord fra mig her den 8. marts, hvilket vel også er passende :-)

Jeg fik et spørgsmål fra en mand om ikke der var en side, hvor man kunne være imod købesex, men hvor kønnet var ligegyldigt. Jeg svarede ham pænt hvorfor det netop er vigtigt, at vi mænd tager ansvar, men han var ikke 100 % tilfreds. På et tidspunkt blander en af hans kvindelige bekendte sig og hun giver ham undervejs i deres diskussion disse fine ord med på vejen.

" Du skal ikke finde dig i at en kvinde kønner dig, som jeg bliver kønnet; Du skal ikke finde dig i onde jokes om dit køn eller at en pige tager dig på røven i byen.

Men jeg synes faktisk, at du skal finde dig i, at jeg kønner dig, når jeg snakker om dig i forbindelse med en problematik som prostitiution, hvor der rent faktisk er kønsmæssigt belæg for at gøre det.

Fordi du tilhører denne gruppe (altså dit køn), kan det, at du står ved tilhørsforholdet til denne gruppe på sigt føre til, at vi nedbringer sexkøb i Danmark. Hvis mænd, der ikke køber sex eller begår voldtægt i højere grad tog ansvar for deres egen gruppe, ville det betyde sindsygt meget" !
Tak til Sofie :-)