Lidt fortælling om savn af maskulinitet og hvorfor jeg er feminist.

På det seneste har jeg gjort mig mange tanker, om det at være mig eller måske nærmere mange tanker om det mig jeg har søgt i en del år, men aldrig fundet. Mit maskuline jeg, - manden i mig. På hjemmesiden usynligear.dk, hvor jeg fortæller min historie omkring de seksuelle overgreb i min barndom kommer jeg også ind på, at jeg aldrig har følt mig rigtig maskulin, følt mig som en "rigtig" mand. At jeg har ligget under for hvad jeg oplevede som maskulinitet i den verden jeg er vokset op i. Herunder at mænd ikke kommer i den afmagtssituation, som det er når man bliver seksuelt krænket. Jeg er endda vokset op i en politisk meget aktiv familie og med en far der gik meget op i ligestilling og ligestillingspolitikken der i halvfjerdserne. Det var så mest i ord skal det siges. Det der med ligestilling i praksis var der alligevel nok ikke så meget af i mit hjem :-) Det eneste sted jeg følte mig, som en "rigtig" dreng/mand var når det handlede om sport ikke mindst fodbold, så det brugte jeg næsten alt min tid på. Men når det kom til mit følelsesliv var jeg ikke andet end en bange lille dreng, en medløber der prøvede ikke at stikke udenfor rammerne. Følelserne blev pakket ind. De andre skulle jo ikke se hvor hunde hamrende ræd jeg var for at komme i slåskamp. At jeg var bange, en slapsvans af en dreng. Jeg husker kun en slåskamp i min skoletid i 3 eller 4 klasse. Jeg husker jeg var presset og i en situation,hvor følte mig nødsaget til at bevise mig selv. Det endte selvfølgelig med jeg fik store klø og følte mig ydmyget der midt i skolegården. Siden da er det lykkedes mig at undgå slåskampe, men det var en evig kamp, at snige sig udenom.

Jeg har gennem hele mit liv, brugt uanede mængder af energi på at falde ind når jeg var sammen med mænd. Bestræbe mig på at være mand sammen med de andre mænd, men jeg har faktisk følt mig allermest afslappet og tilpas blandt kvinder. Her følte jeg mig som en mand eller måske var det faktisk det sted jeg følte jeg at kunne være MIG. Fordi det er accepteret at vise følelser ( for mig  i mange år det samme som svaghed) i det selskab. At udtrykke sine følelser. Derfor har jeg også haft mange pigevenner, veninder fordi jeg har haft brug for det frirum. Her kunne jeg puste ud. 

Det er blevet bedre med tiden. Jeg er blandt andet gennem terapi, livserfaring og ved at træffe målrettede valg blevet bedre til at acceptere mine følsomme sider. Men det er stadig en kamp. Specielt når jeg er "ude i verden" Både fordi jeg til stadighed ligger under for egne forventninger til hvordan en mand er og agerer,  men bestemt også fordi den verden vi lever i fortsat fodre mig med bestemte forestillinger om, hvad der definerer hvad det vil sige at være henholdsvis mand og kvinde.

Jeg er uddannet pædagog og arbejder sammen med mange kvinder, da jeg arbejder i daginstitution. Et arbejde jeg er vildt glad for, men jeg er ofte blevet mødt af spørgsmålet om det ikke er hårdt altid at være sammen med så mange kvinder. Jeg bliver provokeret hver gang ! Hvorfor i alverden skulle det være det ? Er kvinder specielt hårde at være sammen med og i øvrigt, hvem tror jeg havde valgt det her fag hvis jeg ikke kunne trives blandt kvinder. Så havde jeg da været lidt en idiot. Tænker iøvrigt at kvinder i mandefag møder det samme spørgsmål og derudover bliver de så nok også mødt med en del skepsis. Kan de nu klare det samme job, som mænd ? Jeg er så priviligeret at jeg for det meste bliver mødt med et, fedt. Dejligt med en mand. 

Jeg bliver til stadighed provokeret når jeg bliver kaldt en tøs eller tøsedreng uagtet, at mine venner gør det med en smiley i røven. Den ene del af mig har stadig en vej at gå før rodfæstet, selvværdet er så godt, at jeg ikke falder i fælden og ser det som et udtryk for at jeg ikke er mand nok. Det er nemlig som oftest i forbindelse med at jeg udtrykker en følelse. Den anden del fordi det derfor er et nedladende udtryk møntet på kvinder er svage. Jeg kender heldigvis, lige så mange sindssygt stærke kvinder som mænd, som jeg beundre og inspireres af.

Jeg vil egentlig helst ikke puttes i en bås.  Jeg vil bare gerne have lov at være mig og sådan synes jeg det bør være for os alle og derfor er jeg feminist. Mange bliver helt skæve i ansigterne og rynker på næsen når talen falder  på feminisme. Har vi ikke ligestilling ? Skal kvinder og mænd nu til at være helt ens ? Det bliver da så kedeligt !

For mig er feminismen og det feminisme står for netop med til at styrke mangfoldigheden. Sætte kønnene fri af de fastlåste roller vi har i dag. Privilegier og pligter skal ikke hænges op på køn. Vi begrænser os selv, som mennesker når definitionen af  hvem vi er bæres oppe af automatismer i den den kultur vi er en del af. Vi får en langt større dynamik, både mellem kønnene og mellem mennesker generelt, hvis vi gør os fri af de lænker. Vi vil blive mere rummelige, en rummelighed der er stærkt savnet i vores samfund, hvis man spørger mig.

Krøllen på halen i alt det her er ikke, at jeg ville have fået et problemfrit liv, hvis bare jeg som dreng var blevet mødt i en kontekst, hvor det var almindelig accepteret, at alle mennesker har følelser og at det er sundt og godt at udtrykke sin sårbarhed uanset køn og uanset hvilket køn man er blandt. Jeg søger bare forklaringer på, hvorfor jeg har haft så svært ved at acceptere mig selv, som jeg nu er og så vil jeg rigtig gerne slå et slag for feminismen.